Go to Top

Tekster

Forsvindingens topografier
Af Thorsten Sadowsky

Udstillingen Merete Barker: Spejlinger/Spiegelungen er et nyt vidnesbyrd om det gode grænseoverskridende samarbejde mellem Museumsberg i Flensborg og Sønderjyllands Kunstmuseum i Tønder. Efter at begyndelsen blev gjort i foråret 1999 med en Per Kirkeby udstilling, følger nu anden etape af et samarbejde, der har som mål regelmæssigt at præsentere ansete skandinaviske kunstnere. Med Merete Barker er det lykkedes at skaffe en kunstner, som i omkring 20 år har indtaget en vigtig position i den danske og skandinaviske nutidskunst. Hvor hendes tidlige værker endnu kunne forsynes med etiketten ny geometri, har hendes kunstneriske udtryk i mellemtiden ændret sig meget uden dog helt at fornægte den indflydelse, som det skylder konstruktivismen og minimalismen. Udstillingen giver et indblik i den aktuelle udvikling og koncentrerer sig derfor om Merete Barkers mangfoldige kunstneriske produktion i 90’erne. Foruden forskellige serier af monumentale akrylbilleder vises der fotografier, tegninger og installationer af sand.

Merete Barker er kendt som den af de danske kunstnere, der i sin kunstneriske udtryksform mest intensivt har benyttet sig af computerens tekniske muligheder. Siden 70’erne er der opstået computergenerede datalandskaber, hvori konstruktivistiske og ekspressive elementer kombineres med hinanden. Selv om Merete Barker var stærkt påvirket af det tidstypiske abstrakte formsprog, som søgte at reducere det kunstneriske udtryk til et minimum, udviklede hun sig på ingen måde til en konsekvent repræsentant for minimal art. Hendes udgangspunkt var hverken selvoplysningen, udtømningen og renselsen af maleriet for alle afbildninger af verden, som er så karakteristiske for denne kunstretning, eller negationen af enhver illusionistisk forestilling om rumlighed. I stedet udviklede hun som medlem af kunstnergruppen ”Ny Abstraktion” (1977-1989) en bredt anlagt dialog mellem maleri, skulptur og arkitektur.

Karakteristisk for Merete Barkers tidlige værk er tvedelingen mellem spontan oplevelse og en ordnende rationel systematik. Det viser sig allerede i de tidlige serier af maskinelt udfærdigede tuschtegninger og bliver endnu tydeligere i den senere kombination af maleri, computergrafik, objekter i de mest forskelligartede materialer og ruminstallationer. Kendetegnende herfor et til stadighed forbindelsen mellem konstruktivt geometriske former og de fra naturen lånte strukturer. Forskelligartede formmæssige elementer og kunstneriske holdninger, som f.eks. minimalismens logiske stringens og begejstring for teknik på den ene side og ekspressionismens dynamik og spontanitet på den anden, smeltes sammen og udmøntes i et selvstændigt billedsprog. Hos betragteren af hendes værker opstår indtrykket af at have metafysiske verdens- og drømmebilleder i permanent forvandling foran sig.

Siden sidst i 80’erne træder hendes eksperimenteren med computerteknologi på områderne tegning og maleri stadig mere i baggrunden, og i stedet bliver den æstetiske rejseoplevelse det bestemmende tema. Merete Barker kommer vidt omkring i USA, Sydeuropa, Mellemøsten, Latinamerika, Kina og Indonesien. Hendes rejseindtryk, som er fastholdt i talrige fotografier og skitser, forarbejder hun til monumentale billedserier. For det meste er det arkitektoniske, geologiske og organisk-antropomorfe strukturer, som tiden har sat sine spor i, der antager skikkelse på lærredet. Mens f.eks. fotografierne monteret på store kartoner samtidig danner en seriel og endeløst kontinuerlig mosaik (atlas) af rejse- og verdenserfaring, fremstiller billederne i stort format en fortætningsproces af udviskning eller metamorfose af konkrete motiver. Det er ikke tilfældigt, at Merete Barker gentagne gange har valgt civilisationens mest avancerede scene som sit tema for at tydeliggøre skæringspunktet mellem kultur- og naturtid. Byer er centrer for dannelsen af højkulturer. De er samtidig egnede støttepunkter, hvorfra mennesket trænger frem i frie, uorganiserede rum og forvandler disse. Vores kulturelle erindring kender imidlertid også til, at denne erobring af rummet kan gå den modsatte vej i nedgang og udryddelse af f.eks. de indianske kulturer, hvilket bringer vores fremskridtstro, der bygger på den lineære tidsforståelse, til at vakle. Ruinerne og resterne af de gamle byer og tempelanlæg, der er ved at forsvinde, er stumme vidnesbyrd om forgangne højkulturer, som efterhånden igen bliver underlagt naturens bestemmelse og cyklus. På tilsvarende måde opviser Merete Barkers billedrum en radikal tidsliggørelse, idet enkelte næsten konkrete elementer afgjort accentueres, men samtidig er opbygget af knappe penselstrøg på en måde, så deres konturer ophæves til gunst for dynamisk strømmende farvefelter.

Merete Barkers malemåde er afbildende, men ikke i en efterlignende forstand. Det er ikke de synlige omgivelser, der gengives, men sanseoplevelsen af steder, der er glemt eller gået tabt. Tilsvarende er hendes billeder også langt snarere stedsbundne psykogrammer end en eksakt status over steder eller rejsemål og fremtræder derfor også som spejlbilleder eller genskin af indtryk, oplevelser, møder med landskaber, stemninger, arkitekturer og mennesker. Merete Barkers verdenserfarne produktion er resultatet af et opgør med det fremmede uden derved at føre til nye primitivismer, eksotismer og arkaismer. De billeder, hun har fundet frem til, svarer til vor samtid og skal ses helt i sammenhæng med den moderne kunst her i Vesten. De er i deres egentligste forstand rejsebilleder, eftersom de har bevaret det karakteristiske sanseindtryk fra rejser, som giver en omvendt orden af tid og rum, hvilket filosoffen Ernst Bloch så indtrængende har beskrevet i sit værk Das Prinzip Hoffnung: ”Sådan fyldes rejsetiden som ellers kun rummet, og rummet bliver sådan til medie for forandring som ellers kun tiden. Der opstår udfyldt tid i et bevæget rum, som synes forandret.” [1]

Merete Barkers maleri på tærsklen mellem objektivitet og illusion udviser i disse år entydigt fortællende træk. Her postuleres ikke enden på de store fortællinger, men utopiske levns eftervirkninger på nutiden udsættes for en systematisk analyse. Hendes billeder fremstiller derfor heller ikke nogen topografier af virkeligheden, men virker langt snarere som seismogrammer for de rystelser, som kultur og natur i lige omfang er underkastet. Kunstnerens rejser gennem det geografiske rum findes nedfældet i billedværker, som tillader betragteren at foretage en rejse gennem tiden. Det betyder meget i en verden, der er forenet i et net af økonomi og teknologi, og som bliver stadig mere ensartet og i stigende grad underlagt en dominerende samtidighed. Utopia, det Intetsteds, som så længe har givet den vesterlandske fantasi vinger, virkeliggøres i dag til en vis grad imod sin vilje i det overmodernes historieløse ikke-steder eller transitrum.[2] I Merete Barkers billeder bliver utopia derimod i en vis forstand tilbagedateret og kendeliggjort som levn fra en forlængst forgangen fortid.

Fra Merete Barker. Spejlinger/Spiegelungen, Sønderjyllands Kunstmuseum, Tønder & Museumsberg, Flensburg, 2000

[1] Ernst Bloch, Das Prinzip Hoffnung (saml. værker bd. 5), Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1990, s. 431

[2] jvf. Marc Augé, Orte und Nicht-Orte. Vorüberlegungen zu einer Etnologie der Einsamkeit, Frankfurt am Main: S. Fischer, 1994

* * *

Fra en anden verden
Af Merete Barker

”Fra en anden verden” – Rejsen
”Fra en anden verden” strækker sig fra vest til øst, fra synlige rester af kulturer til ufattelig virkelighed, fra det man forestillede sig til det, man ikke forventede, fra sansebombardement til refleksioner over en verden, man har set sporene af, fra specifikke rejsemål til grænseoverskridende tilstande, fra det eksakt sete til fortolkningens nuancerede univers.

”Fra en anden verden” har hentet motiver fra Inkariget i Peru og fra det historiske Persien.

Inkariget besøgte jeg efteråret 2004. Det var Inkaernes bebyggelse Machu Picchu i Andesbjergene, som var mine drømmes mål. Det var virkeliggørelse. Mange års fascination af storslåede bygningsværker opført i overvældende bjerglandskaber blev indfriet til overflod. Urlandskaber griber vores sanser, og får os til at tænke i kontinuitetens baner. Vi bliver overrumplede af det, der er større end os selv. Og når man står over for Machu Picchu, driver skyerne med en. Hvad man troede man ville se, kan man pludseligt kun ane. Og så ser man det, der er at se, at alt er i bevægelse, i forhold til lyset, skyerne, bjergene, bygningsværkerne, i forhold til ens egne tanker, i forhold til billedet af denne verden, set fra en udkigspost.

Det historiske Persien besøgte jeg i foråret 2005. En kontrast til Inkariget, så det gav genlyd i hele ens sanse- og tankeapparat. At være der, og være så tæt på det, man havde lært som ungt menneske, blev et sus fra svundne tider. Det blev sat i det nuværende Irans tidsperspektiv. Og fra det perspektiv oprinder ”Fra en anden verden” som et kapitel 2. I Iran er man i en nutid, der kan udvikle sig katastrofalt, og i den historiske fortid, som man forsvinder ind i, i troen på, at den vil blive bevaret i eksistensen. Skønhedsåbenbaringen og det politiske spils ubønhørlighed er så tæt på hinanden, at man må frasige sig sin tilskuerplads.
”Fra en anden verden” – Maleriet
Når man tager sin pensel og maler det, man har set, tager maleriet over i den maleriske proces, så man skyder det, man har set, i baggrunden, til fordel for det, man kan se dukke frem i maleriet. Det bliver visionen. Tilværelsen kan i kraft af hændelser ændres langsomt eller på et split-sekund. Maleriet kan ændres med penslens hastighed, som spor efter fritbevægelige tanker.

Merete Barker
17. august 2005

Fra Ud-tryk, Nr. 3, Efterår 2005, 6. Årgang, Randers Kunstmuseum

* * *

Form og virkelighed
Af Ann Lumbye Sørensen

”Alt i en kunstners liv er indbyrdes forbundet i overensstemmelse med den indre udviklings ubøjelige logik”.
Marcel Proust

Merete Barkers kunst har siden den første separatudstilling i 1974 gennemløbet flere markante faser. Hendes udgangspunkt var den rene abstraktions farve, form og linie i et maleri, der var renset for referencer til omverdenen og kun henviste til sig selv. Men en sådan afsondring fra livsrummet var ikke tilfredsstillende i længden, så snart fulgte en række eksperimenter med computergenereret grafik og minimalistisk funderede skulpturer, konstrueret af bemalede geometriske moduler. Hensigten var at inddrage det omgivende rum og aktivere form til rumskabende dynamisk struktur.

Hendes maleri i 1990’erne er ofte benævnt som værende ekspressionistisk, men efter min mening indebærer dette en urimelig begrænsning i forhold til vægtningen af kompositionens kreative systematik, som er en bærende faktor i de store malerier med motiver fra USA, Mexico, Indien, Tyrkiet og andre i vore øjne eksotiske steder. På trods af den anvendte penselgestiks intuitive karakter er også disse malerier styret af en egen logik, hvormed Merete Barker har formået at skabe en solid syntese af konventionelt set modsatrettede bestræbelser.

Umiddelbart synes den minimalistisk inspirerede konstruktion og det ekspressive maleri at være hinandens modpoler. Et minimalistisk værk tilsigter anonymitet ved at fjerne kunstnersubjektets aftryk på det; først i mødet med omgivelserne og betragteren opstår der en betydning. Et sådant kunstværk interagerer følgelig med sin omverden. Derimod repræsenterer det ekspressive værk en ganske modsat kunstnerisk strategi. Kernen i en gængs definition af ekspressionisme er det unikke kunstnersubjekts personlige aftryk på værket, hvor følelser og sindsstemninger definerer det som en projektion af kunstnerens temperament og livssyn. Det ekspressive værk karakteriseres og analyseres ofte med litterære udtryk hentet fra poesien og dramaet. Sådanne benævnelser og metaforer kommer hurtigt til kort i forbindelse med minimalismen, hvor en terminologi fra videnskaben eller filosofien ofte vil være mere anvendelig.

* * *

Tidligt blev Merete Barker opmærksom på en ny teknologis muligheder med hensyn til billeddannelser. Som en af de meget få danske billedkunstnere begyndte hun i midten af 1970’erne at eksperimentere med grafik skabt via computer, og hun blev tilknyttet Datalogilaboratoriet på Kunstakademiets Arkitektskole i 1976. Med et specielt program til sin disposition eksperimenterede hun med geometriske former, som for eksempel kuben, der blev multipliceret og samtidig kunne fremtræde i forskellige størrelser. Således kunne den konkrete geometriske figur forvandles til mange andre figurer af større eller mindre kompleksitet. Princippet var, at en og samme grundfigur optrådte i forskellige konfigurationer. Ved hjælp af computeren undersøgte Merete Barker basale principper for billeddannelse og billedperception og for, hvordan rum kan artikuleres uden anvendelse af det klassiske centralperspektiv. Disse fremsynede eksperimenter mundede ud i serier af grafiske papirarbejder og desuden i tredimensionelle skulpturelle objekter.

Billedkunst har altid et mellemværende med virkeligheden. Den modernistiske non-figurative maler søgte at distancere sig fra virkeligheden i en afstandtagen; men virkeligheden kan også lukkes så meget ind i værket, at det nærmest forsvinder, som en del tiltag har vist, især i 1960’erne og senere. Merete Barkers aktuelle kunstneriske mellemværende med virkeligheden dyrker ikke sådanne ekstremer. Hendes indfaldsvinkel til verden er snarere fænomenologisk funderet og dermed virkelighedstolkende, hvor hun fokuserer på fragmenter og aldrig den totale, vide verden under et blik. Hendes installatoriske værker og kæmpestore malerier vidner konkret om en sådan tilgang. Men det gør også det faktum, at hun må opsøge sit motiv ansigt til ansigt og med sin krop og alle sanser være tilstede lige præcis dér, hvor genstanden for hendes interesse befinder sig. Rejsemålene er talrige: de urgamle og gigantiske kæmpefyrretræer, Sequoia’erne, i Californien; Grand Canyon i USA; indianske kulturers bygninger i Mexico og Guatemala; andre fortidsmonumenter i Kina, Indien og Tyrkiet. Når Merete Barker foretager sine ”arkæologiske” rejser, er det ikke med den sædvanlige turists hastighed, idet hendes ophold ofte strækker sig over flere måneders varighed.

Verden fødes ikke på ny, den er der allerede, og det er dette ”allerede”, som hun udforsker og som gennem hendes kunstneriske filter transformeres fra en fysisk realitet til at blive personlige billeder af virkeligheden. Med et præcist snit fortolker hun århundreders gamle kulturbyer og landskaber. Tiden og dens efterladte spor får sin prægnans i hendes mellemværende med virkeligheden, hvor det, der er ved at forsvinde, har en særlig bevågenhed. Som en passioneret samler medvirker Merete Barker til at redde disse spor fra undergang. Og som en samler benytter hun en vis systematik i sin måde at organisere sit værk og skabe en ny virkelighed.

Sideløbende med Merete Barkers undersøgelser af formskaben ad teknologiens vej var og er hun optaget af billedets egen rumlige funktion og dets betydning for det omgivende rum. En konsekvens af en sådan flerstrenget rumlig orientering er, at hendes opmærksomhed i høj grad også er rettet mod billedets dialogiske muligheder overfor betragteren. Hun anvender form til at skabe en dialog om et konkret emne, som hun så varierer og kommenterer fra billede til billede. Emnet er som allerede nævnt usædvanlige forekomster, skabt af naturen eller mennesket. Forekomster som trækker lange spor tilbage i tiden, ufattelige i deres storhed som monumenter over naturens formåen og menneskets visioner om en fremtid, som dog nu for længst er gået til grunde. I dag står ruinerne som mindesmærker over den tabte tid; i de forladte templer og huse kommer tavsheden til udtryk i farver, former og rum. Netop fordi kunstnerens inspiration er det forgangnes eksistens i nutiden, kan hun med farve og form fastholde et adækvat udtryk for en kontinuitet, hvori betragteren delagtiggøres. Billedtitler som Den fortabte by, Fra skyggernes land og Energiens spor understreger værkernes universelle sigte, for nok kan udgangspunktet være identificerbare lokaliteter, men resultatet er langt fra at være topografisk dokumentation.

Gentagelse, forskydning og afgrænsning er nogle af de stabiliserende faktorer i Merete Barkers arbejder. Det gælder, hvad enten hun zoomer ind på sit motiv, og forstørrer det enerådende som i Sequoia-malerierne fra slutningen af 1980’erne, eller hun fokuserer på bygninger, der gentages og forskydes hen over lærredet som for eksempel i de skjulte byer (2000) og i mange tidligere malerier. Hun opdeler et stort billede i et mønster af afgrænsede mindre elementer, der tilsammen udgør et slags atlas over motivet. I kompositionen skiftes der blikretninger og blikintensiteter ligesom vi ubevidst gør det, når vi ser os omkring og indtrykket af omgivelserne skifter karakter, skønt de faktisk er konstante. I billederne er forholdet mellem den faste form og måde, vi perciperer og fastholder denne form i vores forestilling om den en væsentlig underliggende omstændighed.

* * *

Merete Barker fremstiller i 1987 den skulpturelle struktur The multiplicity of X. Værket består af en række neutralt bemalede træstave monteret i krydsform, hvor stavenes endeflader er markeret med signalfarver. Afhængigt af de enkelte elementers antal og af betragterens synsvinkel på dem, ændrer skulpturen karakter fra statisk til dynamisk struktur. Grundmodulet er en fuldstændig åben og enkel form, der intet tilslører om sin konstruktion, men mangfoldiggjort og sammensat i rummet opstår der skyggespil og oplevelsen bliver et indtryk af en uoverskuelige uendelighed. Værket er således i princippet uendeligt, kun de fysiske rammer sætter grænser for dets udstrækning. Med en højde på to meter møder værket betragteren som et ligevægtigt legeme i rummet, en materiel realitet, hvortil man må forholde sig aktivt og deltagende. Kunstneren har sørget for, at betragteren også ledes hen på detaljens forhold til helheden, idet hun fremhæver endefladernes prægnante bemaling som modsætning til den øvrige strukturs grå farve. Selv om man kan fortabe sig blandt de mange krydsende linieforløb, bryder værket ikke sammen for ens blik, idet opmærksomheden hele tiden ledes tilbage til endefladernes funktion som punkter, der forbinder en overordnet kontur.

En omverdensforståelse af en sådan fænomenologisk karakter har visse ligheder med nogle synspunkter, som er formuleret af den franske matematiker René Thom i bogen Apologie du Logos (Paris, 1990), hvor han forsøger en brobygning mellem videnskab og kunst. Interessant i denne sammenhæng, er Thoms teori om, at al form er dannet via ganske få organisationsprincipper, og det gælder for såvel vore omgivelser som de forestillingsbilleder, tanker og ord, vi benytter. De principper, der forestår stabiliteten i det, som vi ser udadtil er de samme som dem, der forvalter stabiliteten i vore meninger. For at vi overhovedet kan opfatte noget, må både form og vi selv være i en vis stabil tilstand, samtidig med at der naturligvis bestandigt indtræffer forandringer. En sådan stabil tilstand i The multiplicity of X skaber Merete Barker ikke mindst ved gentagelsen af sin yderst enkle geometriske form.

* * *

Merete Barker blev omkring 1990 synligt optaget af nye lag af virkeligheden ofte forbundet med oplevelsen af fjerntliggende lokaliteter. Forinden havde hun skabt en del store midlertidige skulpturelle værker i byrummet med relationer til urbanitetens forskellige signaler og koder, men nu blev byens hurtige puls erstattet med historiens og erindringens langstrakte tidsperspektiv. Hun genkalder sig indtryk og oplevelser med akrylfarver på store lærreder, der lejlighedsvis udstilles i kombinationer med udstrakte skulpturpanoramer på gulvet. Langt fra at være traditionsbundet, ekspressionistisk landskabsmaleri udmærker disse billeder sig ved deres konceptuelle indfaldsvinkel, idet kompositionernes ordningsprincipper og stabiliseringer viderefører en hel række af de idéer, som også var grundlaget i Merete Barkers tidligere arbejde. Da hendes ærinde er at fastholde erindringen om en fremtoning, som hun har set og sanset, må konturerne iføge sagens natur udviskes og sløres for at understrege denne funktion i ”den æstetiske virknings ekstreme følsomhed over for de mindste variationer i formen” (Thom).

Den fortabte by fra 1993 er et eksempel på et monumentalt genkaldelsesbillede, hvor titlen spiller sammen med maleriets motiv. Hule- eller husformer multipliceres og transformeres hen over lærredet, der er opdelt i sektioner af visualiserede erindringsglimt som fastholdes i deres respektive afgrænsninger, men som penselstrøgenes formdannede aktivitet dog samtidig forsøger at ophæve. Der er en indbygget dialektisk modsætning i maleriets struktur. Sektionernes farveskift samt penselstrøgenes lange og korte spor modsvares af præcise vertikale og en enkelt horisontal markering eller grænse, der stabiliserende holder det bevægelige og flydende på plads. En sådan måde at tolke og begribe verden har også ligheder til Réne Thoms idé om at alting, stort og småt, hver en partikel er under forandring samtidig med at et stabiliserende princip sørger for, at vi alligevel er i stand til genkendelse og derfor kan orientere os. Sit udsagn om hvorledes kombinationen af ydre kendsgerninger og indre forestillingsbilleder kan få kunstnerisk fodfæste i form og rum har Merete Barker at sammenstille for eksempel Den fortabte by med det skulpturelle panorama Sandslotte (1993-94), der kan ses som en vision om en utopisk by, hvor verden organiseres en miniature.

* * *

Merete Barkers kunstneriske ærinde har hele tiden været at fremvise fragmenter og udsnit af verden, idet ingen af os jo kan begribe og ej heller se det hele. Værkerne giver en mængde forslag til, hvordan virkeligheden kan se ud, og her vil der altid være endnu flere muligheder end vi formår at opfatte. Hendes kunst får betydning, fordi virkeligheden ikke er nok for os.

Fra Merete Barker ”Quo vadis”, Sophienholm, 2002